Ingrid Hervik

Svinninge Lokalhistoriske Arkiv og Forening

for

Svinninge, Hjembæk, Kundby og Gislinge sogne

 

 

 

 

Beretning af Ingrid Hervik

 

Årsag til denne indkvartering af" Regimentstroppen” vest for Svinninge i februar. marts og første halvdel af april i 1940. har jeg ikke nogen viden om. Der var jo krigshandlinger i flere lande lige syd for vor grænse. Der var mange hemmeligheder dengang, som vi mindre børn ikke fik hører om. Såvel det som foregik under krigen og især efter august 1943 med frihedskampen. Vi børn kunne jo let have røbet noget, så mange kunne være taget af tyskerne, torteret til al røbe nogle kammerater. Alt dette blev vi først klar over efter befrielsen 4.maj 1945.

 

En eller anden, der havde noget at bestemme eller fået besked om at give min far. Henrik Olsen på "Birkholm en melding. At der en bestemt dato i begyndelsen af februar vide komme trop for at have kvarter og kontor der. en oversergent og en menig soldat boende og skulle have deres kost der på gården. De måtte ikke bo i samme værelse. 48 menige skulle have deres base der men blev indkvarteret rundt i huse og gårde i nærmeste omegn. 3 løjtnanter af forskellige grader skulle sove og spise på “Arnakkegården". Kontoret var i vort gæsteværelse, for der var en kakkelovn, og var tæt på indgangsdøren. Oversergenten sov i vor pæne stue. Den menige sov i karlekammeret hvor også vor karl boede. Vor unge pige havde sit eget værelse. Vi to børn sov i soveværelset sammen med vore forældre. Ovenpå boede mine bedsteforældre. Alle spiste i spisestuen hvor også vor telefon var. som også blev brugt af de overordnede. Da havde vi kun vort soveværelse, der var helt vort eget.

 

1 begyndelsen af februar 1940 ankom så “regimentstroppen ” (selvfølgelig danske soldater, tyskerne var jo endnu ikke gået over grænsen). Det var en afdeling for telefon og telegraf, hvor de lagde ledning ud og prøvede at ringe sammen, rullede sammen igen. de morsede til hinanden, stillede på to rækker foran stuehuset, eksercerede, marcherede og var på skydeøvelser.

Der var 3-4 store mandskabsvogne. Et køretøj de kaldte “luftskibet" og 3-4 motorcykler, der var parkeret hvor der var plads til dem, på gårdspladsen og uden for gården. I vort hønsehus havde de depot, hvor de opbevarede deres ting og sager. Der gik vagt over del hele. Så der blev passet godt på os alle sammen.

Min mor bagte mange boller, da der altid var mange til kaffetid. De der var pa kontoret var altid med ved kaffetid, foruden alle vore egne folk karl. pige far. mor. 2 børn. 2 soldater og kontorpersonalet.

 

Min bror, 6 år. og jeg 9 år, synes del var spændende med alle soldaterne. De ville gerne tale med os. Vi lærte mange af dem på deres numre.

 

Den 8. april om aftenen var der alarmering. Alle skulle være samlet på gården. For at få tiden til at gå, spillede de fodbold lige uden for gården. Befalingsmændene opholdt sig i vor stue ved radio og telefon, var fulgt klædt med kapper remme o. s. v. en sad og flyttede ammunition fra den ene lomme til den anden. Den var en uro over dem alle. Far fik da bobspillet sat pa bordet sat nogle til at spille bob, så der var noget at beskæftige sig med.

 

9. april kl. 7 om morgenen kom ordren om afgang med alt mod Holbæk. Jeg husker endnu det opbrud og mærkelige uro og spænding. Så vi dem alle nogensinde igen, og skete der. kom de i kamp? Jeg blev holdt hjemme fra skole, ingen viste, hvad der skete, andet end at tyskerne var gået i land og havde overskredet vor grænse.

Hele vor trop kom tilbage ved middagstid, godt opkogte i hovederne af harme, over at de ikke havde faet lov at udløse et eneste skud. da de stod over for de tyske soldater i Holbæk. De kunne have skudt dem alle, da alle tyske geværer lå i en bunke på pladsen. Ordren lød, at de ikke måtte gøre modstand. Vore befalingsmænd fortalte, at Oberst Lund stod og græd af harme, tårerne ikke løb ned af kinderne, de sprøjtede ud. Alle vore soldater, der var kommet tilbage til "Birkholm" måtte straks aflevere de skarpe patroner, da de øverste var nervøse, for om de ville skyde det af i luften. Tyske flyvere dykkede ned over gården, da de selvfølgelig kunne se alle soldaterne, deres biler og andet, så de fik da kørt alt i skjul. bl. a. i vores lade og hvor det ellers kunne lade sig gøre.

 

Nogle dage efter rejste de alle, og senere blev de hjemsendt. Oversergent Schvartsløse kom på besøg kort efter og var i nogle dage. da det var umuligt at være i København. Folk spyttede på dem af foragt, fordi de ikke havde gjort modstand. Det kunne han ikke holde ud og kom ud til os, for at falde lidt til ro igen. Den menige soldat, vi havde boende hos os, hørte vi lidt fra, men så sluttede det også.

 

50 år efter, den 9. april 1990, var vi lige flyttet fra gården i Svinninge til Fladehøj 11 i Hørve. Da blev vi ringet op og en spurgte efter familien Olsen "Birkholm" Svinninge. Det var en Finn Jensen der spurgte. Ja jeg var da datteren derfra, men jeg kendte ikke nogen Finn Jensen. Så blev der svaret, at hvis han nu sagde 25. om del sagde mig noget? Ja så var jeg klar over. at det var vor gamle indkvarterede menig fra 1940. Han havde for sig. at han skulle på "Birkholm" den 9. april, for det var 50 år siden. Jeg inviterede ham og hans kone her til os, hvor jeg ville give frokost. Jeg fik fat i min bror. der også kunne huske 25. Vi fik en dejlig snak om gamle dage. Han havde haft et stort besvær med at finde frem til familien Olsen. Havde ringet til posthuset i Svinninge, men de kendte intet til nogen. Så prøvede han biblioteket, hvor de havde givet vort telefonnummer. Det var fint gjort af dem. At efternavnet Olsen var blevet til Hervik, da jeg havde giftet mig til det efternavn.