Svinninge den 27-7-??

Kære Anni. Som du ønsker, vil jeg prøve på at fortælle dig lidt fra min barndom og til jeg nu snart er 75. Min fars far hed Ole Jakobsen og havde en fæstegård, som var under Svinningegården. Sådan var gårdene dengang, de blev kaldt fæstegård, så skulle de levere noget sæd, når de havde høstet og betale nogle penge, det må have været lige som vi betaler vores termin. De måtte også køre gødning nogle dage om året. Hvor mange tønder land der var til ved jeg ikke, men der var en 6-7 køer, 2 heste og en del grise, høns, ænder, gæs og en dejlig stor have, så det var jo morsomt for os børn at komme der ned.

Jeg husker ikke om vores gamle bedstefar blev 82 eller 84, men bedstemor blev 93 og var en meget pæn gammel kone og hed Ellen Kerstine Jakobsen. Der var 4 sønner og 2 døtre. Bedstemor var så rask lige til den sidste tid hun levede, hun havde aldrig brugt briller og klaret sig fint, men så da hun ikke kunne klare sig længere, kom hun ind hos min farbror Peter Olsen, og der døde hun så 93 år gammel. Den gang skulle børnene have fornavnet til bagnavn, derfor hed de Olsen til efternavn, for bedstefar hed jo Ole Jakobsen.

Inde i deres stuer var der lergulv over det hele, og i stuen stod der 2 lange bænke, en bornholmer, et stort bord og nogle bræddestole. I bænken var der små lemme, hvor gæssene lagde deres æg, og derinde lå de og rugede deres gæslinger ud, og hønsene måtte også godt gå ind og lægge deres æg, så vi måtte jo ikke forstyrre dem, når vi sad på bænken. Og så når de havde spist, altså bedstemor og bedstefar og også en tjenestedreng, så tørrede de deres ske i trøjen og så satte de den i vindueskarmen, til næste gang, de skulle have noget at spise. Og de af et fad alle sammen lige, så når vi fik mælk til grøden, der sad vi og søbede mælk af en tallerken, vel nok noget godt griseri, men sådan var det alle vegne dengang. Det har jeg også været med til.

Soveværelset var med en stor dobbeltseng med blomstret omhæng for, så vi børn skulle ikke derind og sove, når vi kom derned, og så når vi nåede højtiden, så skulle de jo slagte grisen, og der skulle jo koges pøse og finker og sylte, og bedstemor kunne lave sådan noget godt fedt og spegepølse, så jeg kan næsten smage det. I køkkenet var der små sten til køkkengulv og en stor åben skorsten, og så når vi havde nået lille juleaften så skulle bedstemor jo bage så mange æbleskiver, så hun sad hele natten og bagte, og min far fortalte, at det skete at bedste faldt i søvn, men det kunne vel ses på æbleskiverne. Ja det var lidt om min fars hjem og hvad jeg har oplevet, og nu ligger de her på Svinninge kirkegård og deres gamle gård står pænt i syd for kirkegården.

Min mors forældre husker jeg ikke så meget om, min mormor og morfar boede i Faurbo, så det var jo langt, når vi skulle gå derop, men der var også en gang, at far fik en vogn, så vi kørte derop, så det var vel nok en hel højtid, som vi glædede os til længe. Så sad far og mor jo foran og så vi børn bagi på et knippe halm, hvor der så blev lagt et par sække over. Mine bedsteforældre hed Chr. Larsen og Johanne Larsen, og i samme hus boede min moster. Hendes mand hed Chr. Henriksen og moster Maren Sofie. Jeg husker når vi kom derop, kom alle skolebørnene med deres skolebøger og tavlen til de skulle i skole igen, og så havde bedste en stor bastkurv, hvor der var tvebakker og sukkerkringler ?? og vel også noget andet brød, og det kom helt nede fra Snertinge, så der var ikke noget med frisk brød hver dag. ( i den anden udgave, står der vist, at hun havde en lille butik og solgte til skolebørnene)

Så havde hun en æske med sygarn og bændler, knappenåle og andre små ting, og alt det stod på en bænk inde i stuen. Der var ingen forretning i Faurbo, så de skulle helt ned til Snertinge, når de manglede noget.

Og så i gamle dage, når det var nytår, ?????? tændt, skulle de ud og se det, så havde de brød, flæsk og penge og salmebogen med, for så kom de ikke til at mangle noget i det år. Så kan jeg huske, mor fortalte at hendes mor havde slået salmebogen op på den salme ”Gå nu hen og grav min grav.” Og det betød, at en i familien ville dø i det år, men det ved jeg ikke mere om.

Mit hjem var et godt hjem, vi havde gode forældre. Min far hed Lars Christian? Olsen og var født i Svinninge 9-1-1848. Min mor Mariane Christine født Larsdatter i Faurbo 11-9-1857 og din mormor er født i Svinninge 25-4-1886 og din morfar født i Ulg?? 15-3-1890 og hed Jens Valdemar Svendsen og søn af Niels Peter Svendsen og mor Maren Sofie Svendsen af Torslunde (svært at læse – den del sprunget over)

…. og det brød jeg mig heller ikke om, men den gang gik vi jo ikke i skole mere end hver anden dag. Den ene dag var det et lille stykke i Katekismussen, og den anden bibelhistorien og så næste et salmevers, så et stykke at regne, og så var den uge gået og den gang var der jo lidt for til skolen ? Der var jo et par køer, og så gik de store drenge ud og rensede under dem. Og så havde læreren æbler og sad og skrællede og spiste, så kaldte han gerne et par drenge eller piger op og de ? spiste skrællerne.

Skolelæren hed Rørbæk en stor ???? og han skulle jo gerne med til alle de store spisegilder, de sagde han kunne spise en hel and, men det traf jo gerne en lørdag, og han skulle op og synge i kirken om søndagen, så han måtte jo ud en omgang, så vidste de, han havde været ude at spise, og dengang var der ikke wc ved kirken, så han måtte til nærmeste nabo. En gang gik det galt i bukserne, så det var jo slemt for ham.

Men så 14 år gammel skulle jeg jo konfirmeres og ud at tjene. Konfirmationsgilde fik jeg ikke, for datteren, hvor far arbejdede, skulle også konfirmeres. Vi blev konfirmeret i Kundby kirke, og så havde de jo regnet ud, at de ikke kunne undvære far og mor. Far skulle jo tage mod alle de fine køretøjer, der kom og mor lave mad, og så kunne jeg komme ned og spise, så det var jo meget ?? for far og mor, men der var jo ingen, der regnede med mig.

Det var jo nogle store fede bønder, så Anna fik jo så mange gaver, så jeg var jo ked af det, og var jeg ikke, var far og mor, så jeg gik det meste af tiden ude i køkkenet hos mor, men det kunne jo ikke lade sig gøre at nægte det. Jeg glemmer aldrig den dag. Men så dagen efter fik jeg et grønt album, Anna havde vist nok fået 6.

Ja, så skulle jeg ud at tjene. Min første plads var hos en møller? her i Svinninge, som hed Frost, men jeg var så bange for ham og han aldrig sagt andet end ”de støvler er vist ikke til at få blanke”, men jeg kunne jo se hjem og hver gang jeg så derhjem, græd jeg, så jeg kunne ikke holde det ud. Så derfra rendte jeg 2 gange på 8 dage. Men så kom jeg til Marke, og der blev jeg så i 3½ år.

Der var en stor pige, som hed Kristine Klink, så der gik det bedre, men det var en temmelig streng plads. Vores værelse var med store sten til gulv og et lille vindue og en stor seng med halm, og der lå vi begge to. Der var en stor revne i døren, så det blæste ind i hovedet på os, og der var også en høne, der lagde sine æg derinde. Vi skulle ud at malke kl. halv seks og til middag og aften, der var 18-20 stykker. Vi fik sådant noget dårligt mad, det var næsten grød eller vælling hver dag og så et stykke stegeflæsk til brød hver dag.

Der bryggede vi også øl, dagen før skulle alle ting være i orden, så skulle der koges en hel bryggergryde spilkogende vand, og så havde vi nogle sten, som skulle ind i ilden og blive helt glorøde, og så kom det kogende vand ned i øltønden og så de gloende sten ned i tønden, og så stod vi to piger og rørte den, for de skulle jo rigtig skoldes, der skulle jo være øl til lang tid.

Dagen efter skulle vi have lavet øllet, så skulle der koges meget vand, vi havde en bænk i en facon med 3 ben, og derop satte vi så ølkarret, og der var ?? skulle så være en taphane, og om denne taphane var en stor ruhalmsvisk, og så humle og malt. Så fyldte vi karret med det kogende vand. Efter det havde stået en tid blev denne tappind lindet,   ???

Om aftenen blev der sat gær på og det skulle gerne gære sig godt. Når det første øl var rendt fra, kom der noget mere kogende vang på, så det blev jo ???? var jo godt nok til folkene.

Når vi nåede hen ad efteråret til, og der ikke var så meget græs til køerne, blev de sluppet løs alle sammen, så måtte vi piger skiftes til at vogte dem. Dengang var vores kjoler så lange, og tidligt om morgenen ved 6 tiden, var græsset så vådt, at vi blev våde næsten halvt op på kjolen, men når solen kom, smed vi kjolen så den kunne tørre. Vi gik med hjemmestrikkede strømper, så de var lige så våde. Det var ellers en god bestilling, vi gik og strikkede strømper (samtidig)?

Når vi nåede vinteren, var vi med ude at tærske alt det sæd, vi havde slidt i om sommeren, og vi var også ude og køre roer ind. Og så 50 kr. om halvåret, noget godt om dem har ikke at skrive om.

Vi havde en stor sort hund, som hed Baldig, ham hængte Hans Nielsen ude i kostalden, og den hængte meget længe inden den var død. Vi havde også en gammel hest, som han var meget ond ved, men det var jo ikke andet end unge folk, de havde. Det skulle ikke være nu, så skulle han snart blive meldt.

Nu efter 60 år har jeg truffet den pige, som jeg tjente sammen med, så du kan nok forstå, at vi havde noget at snakke om. Hver middag, når vi havde dækket middagsbordet, så skulle vi gerne skære så meget brød af, så når manden og konen til op og sove til middag, så tog vi noget brød, og så gik Kristine Klink, som stor pigen hed op på loftet og skar nogle skiver røget flæsk. Så spiste vi det ude på vores kammer, for vi kunne ikke spise det, vi fik til middag.

Der var en hel kiste fuld af røget flæsk, som var lagt ned i langhalm, og konen var så dum, at hun ikke kunne se det. Vi hentede jo gerne flæsket ned til hende og hun stod gerne inde i stuen og smurte vores mad, og hver gang hun havde smurt et stykke puttede hun kniven i munden og skrabede fedtet og smørret af med tænderne. Så smurte hun videre, mens vi så på det. Det kunne de ikke byde nogen nu, det var jo også noget griseri.

Men så kom jeg ned på en anden gård hos Anders Hansen i Marke ??. Der var meget bedre, der fik vi god mad. Der var en husbestyrerinde, som hed Anna. Hun var så rar og ligetil med os tjener?, og Anders Hansen ville også gerne have haft, at hun skulle blive der, men hun rejste til Marstal hos hendes broder, som var ene med en købmandsforretning. Så var jeg ene om at passe det hele i to måneder, men det ville jeg ikke, jeg var jo kun 19 år.

Men så kom der en husbestyrerinde, som havde været der før, og hun kunne jo godt lide Anders Hansen. Det varede længe inden hun fik bugt? med han, så de var sommetider så uvenner, og det traf sig en gang lige før jul. Hun ville ikke spise juleaftensmad inde ved bordet, så jeg og hun sad ude i køkkenet. Om eftermiddagen havde hun ligget med hendes forklæde over hovedet og grædt, når han kom ind. Men nogen tid efter jul blev det bedre. Så begyndte hun at synge julesalmer og så sagde jeg, det er noget sent du synger julesalmer.

De blev gode venner igen og de blev også gift, men han kom så tit ud, når jeg var ude at malke, når jeg og hun var uvenner. Det skal du ikke tage dig noget af, hun har altid været gal og så grinede han godt af hende. Jeg kunne jo gøre mit arbejde, så hun kunne jo ikke rigtig kommandere med mig, som hun lystede??

Om sommeren, når vi havde høstet og skulle køre sæd hjem, kørte jeg altid den ene vogn, og det var de raske heste jeg kørte med, for manden havde træben, så han kunne jo ikke komme op på sæd læsset, og storkarlen skulle sætte stak, så var det mig og lillekarlen, der kørte sæd hjem. Ligesådan når vi kørte roer hjem. Så var det engang, at de heste jeg blev sat til at køre, blev så sprælske at jeg ikke kunne holde dem, mens vi var ved at skulle op over et stort gærde. Jeg kunne ikke holde dem, men så kom Anders Hansen og fik standset dem, ellers havde jeg nok ikke kunnet skrive dette. Jeg var faldet ned på bunden af vognen, vi havde jo kun et bræt at sidde på og så ???? men dengang kunne der ikke

(3 uforståelige sætninger) kreaturerne?

Så skulle vi jo ud og tage sæd fra. Når hesten gik forbi mig, havde jeg en viske sæd ?? og gav den der gik om til den side jeg stod, og om vinteren, når vi tærskede, så kørte jeg jo omgang med 4 heste og så når vi holdt, gik jeg ind i loen og tog noget sæd i mit forklæde og så spiste de af det. Det var de kendt med, for lige så såre vi holdt, begyndte de at vrinske og skrabe i jorden.

Jeg havde også en gris, som jeg ?? ud for at malke, så fik den sødmælk og den gik hver dag med op for at hente avisen, for posten havde en kasse oppe på vejen, hvor han lagde avisen i. Bare jeg kaldte Peter, så var den færdig til at gå med. Jeg måtte sommetider tage den ud, når vi havde fremmede, de skulle jo se Peter gå med op efter avisen.

Men det værste var at vi havde en sort- og hvidbroget foxterrier??. Han var hos mig alle vegne. Han var med til bal mange gange, og det var jo en hel trøvs?? når jeg skulle hjem om aftenen, når jeg havde været hjemme hos far og mor. Der var jo ikke noget med gadebelysning dengang. Men så en 8-dages tid efter jeg var rejst, lå min lille hund og var død ude ved mit kammervindue. Det var sikkert savn, han døde af.

??? der kom biler, skulle jeg køre ud på Lammefjordsgården og hente hvidkål og rødkål og jeg kørte med en skimlet hest, for så kom der en bil og jeg drejede helt ind på en mark, for sådant et udyr ?? havde jeg ikke mødt før.

Engang havde vi sådan en gal tyr, Jeg havde gået og flyttet den så tit, så kom der en gammel mand og skulle flytte køerne. Det var i høstens tid, jeg stod oppe på læsset, og tyren for på den gamle mand, og jeg ned af læsset og skulle hen og hjælpe manden, men så kom 2 karle først. Det er vist den eneste gang at manden blev gal på mig, jeg var altid den der gik foran, når vi var i marken, men jeg var altid godt lidt af mine medtjenere, og du kan tro jeg kunne vare være ude og inde.  Om aftenen, når karlen ville ud, så var det om jeg ville tage hesten om aftenen, ja gå I bare, det skulle jeg nok ordne.

Jeg kunne bare ikke så godt lide når Valdemar gik, men han kom da igen og vi fik lov at være sammen i 44 år og delte godt og ondt sammen. Dernede var det jo vi lærte at kende hverandre og blev gift, far var 24½ og jeg 27. Vi holdt bryllup den 16-10- 1914, og så døde far den 14-4-1957 66 år gammel.  (NB i kirkebog den 17/4 opslag 189, 1953-1961)

Dernede hos Anders Hansen lavede vi også ost. Først kom der en junge skummetmælk, så en del sødmælk og lidt kærnemælk, så havde vi noget på en flaske, som hed oste??, der kom et par skefulde i karret med al mælken, og så stod det til det skilte ad. Så blev det sigtet fra og æltet med salt og kømmel (kommen??) Så kom det i nogle langagtige træforme med nogle små huller i, for at vallen kunne komme fra. Så stod de til de blev halvtørre. De kom så ud og blev vasket i saltvand med en børste, og du kan lige tro, det var god ost. Vi kan ikke købe så god ost.

Vi lavede også spatteost??. Det var kærnemælk, der blev kogt og hældt op i en pose, og hen og drive af (dryppe?). Den blev sat på et lunt sted til den ??? og lugtede stærkt, så blev den æltet og sat i store kopper. Når den havde stået et par dage til den var halvtør og kunne tages af koppen, der var gerne en 5-6 stykker, så blev de sat til tørring. Så kunne de spises og de smagte god. Vi lavede også kærnemælksost, men der skulle kærnemælken Ikke?? være ret varm, og så kommen og salt. Den kan vi alle lide.

( Så kommer noget utydeligt – noget om ægteskabet med Valdemar – mangler ca. ½ side)

…… til vores sølvbryllup i 1939, og det var jo dengang, der var krig, så det begyndte jo at knibe med forskellige ting, men det gik godt. Vi havde en stor fest og ingenting manglede.

Men det har vi heller aldrig gjort i krigens år, hvor ingen havde hverken til kakkelovn eller sulekarret. Da havde vi ??huset fuldt og vi kunne fyre, og vi havde altid godt med gæs og ænder og høns. Og jeg lavede så mange spegepølser og røget flæsk. Nye cykler (havde vi), og min cykel stod oppe ved min seng, vi var jo bange for den ville blive taget. Ja der var mange, der var så misundelige på os, men far skulle nok sørge for, vi ikke manglede noget.

Dengang vi kom herned og var bestyrere på Arbejdet Adler, der var noget at bestille og i 3 år gjorde jeg rent i kirken. Det var dengang, der var en gammel kakkelovn, som vi fyrede med kul, og om lørdagen? , når der var første gudstjeneste begyndte vi at fyre kl. 2 nat og så igen kl. 4 og så igen senere. Den første gang, jeg fyrede gik jeg og tørrede støv af, så kunne jeg fyre 2 gange, inden jeg gik hjem. Der er meget at gøre i en kirke, når der var barnedåb, skulle jeg op med varmt vand og når der var begravelse, skulle jeg også være der. Dengang var der ikke gadebelysning, så jeg gik med en lygte og det gjorde mig aldrig noget at gå derind, hvor sent det var.

Det var jo dengang vi havde Arbejdet Adler, og så var her jo gerne alle senge optaget, der kunne bo 6 mand her. De havde et mål at skulle save, så kunne de få aftensmad og morgenkaffen, så måtte jeg sælge kaffe om aftenen med en stor skive hjemmebagt franskbrød og et stykke kage, det gav de 18 øre for, og de kunne også godt save brænde for middagsmaden. Jeg tror nok af bestyrelsen for aftensmaden og morgenkaffen 125 øre??, men så fik vi vist nok lagt på til 150 i sidstningen (slutningen)?, vi havde det.

Men så ville vi ikke mere, for jeg blev syg, og de kunne ikke få magt med dem, men bare jeg viste mig, så kan du tro, de blev stille. Jeg var nu ikke sådan at spøge med, så blev de vist ud, hvis ikke de opførte sig ordentlig. Alt de brænde, de stod og savede, det solgte vi så til den ??, der kom og købte det. Der kom somme tider en bette knægt på 15-16 år og skulle hente et helt læs brænde, så skulle jeg ud og veje og læsse sådant et læs. Jeg havde sommetider sådan en hovedpine, så jeg næsten ikke kunne se brænde eller vogn. Så kunne bonden sende sådan en dreng, de viste godt jeg var ene hjemme om dagen.

Hver mand skulle have rent lagen og hovedbetræk, så der var noget at vaske. Når vi nåede jul, så måtte de blive der fra juleaften til anden juledag, så dem der var vant til at holde jul hos os, de skulle nok komme så tidligt, at de var sikre på at kunne få en plads. Så fik de julegave bestående af strømper eller undertrøje, og så havde vi gerne slagtet grisen, så fik vi jo alt slags grisemad. Når de havde spist op på deres spisestue og vi var færdige, så kom de ned i stuen til juletræ, så fik vi kaffe og fint lulekaffebord, (kage?f). Så fik de cigar og ?? æbler og alt andet godt. Så sang vi julesalmer så det var helt højtideligt og morfar kunne jo synge så godt.

Når det traf sig, at morfar var hjemme julemorgen, så fik de kaffe på sengen og hen på formiddagen, så havde jeg smurt pænt smørrebrød, og så fik de en kop kaffe. Til middag enten?? risengrød og steg og til aften fik de pænt dækket bord. De var kede af det anden juledag, når de skulle ud, men så var vi også godt trætte, der var jo ikke megen fred i julen. De år jeg passede kirken, rendte jeg så hele natten og fyrede juleaften, juledag og anden juledag. Det var strengt, men det var dengang. Men dengang kunne pigerne begynde at hjælpe lidt til

mangler godt 1 side – utydelig.